Arkitekturpris til Hørning Hallen

Hørning Hallen, der blev opført med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, har modtaget Ny Skanderborgs arkitekturpris.
Prisen er en videreføring af den tidligere Skanderborg Kommunes arkitekturpris. Bygninger opført mellem 2006 og 2008 kom i betragtning til årets pris og prisen blev givet til Hørning Hallen, fordi BBP Arkitekter har formået at skabe en arkitektur, der både er nyskabende og i pagt med indhold og omgivelser.
Hørning Hallen var en af tre eksisterende idrætshaller, der blev udvalgt til at deltage i Lokale- og Anlægsfondens arkitektkonkurrence om fremtidens idrætshal. Fonden støttede projektet med 8,7 mio. kr af en samlet projektudgift på 26,6 mio. kr. For de penge lykkedes det folkene fra Hørning Hallen at etablere en nedsænket mindre idrætsbane som supplement til den eksisternede store bane og en mindre sal til fx dans og yoga samt til kulturelle aktiviteter. Alt sammen med et banebrydende fokus på lyse og åbne rammer i byggeriet.
I Udvalget til uddeling af Arkitekturprisens beskrivelse af Hørning Hallen nævnes det ”at hallens arkitektur har et legende element, der lægger op til, at aktiviteterne ligeledes kan få et legende præg. Byggeriet ligger smukt i omgivelserne som det vokser op af. Der er vinduer man også kan kigge ind ad. De buede vinduer i caféen giver et stort udsyn til de udendørs aktiviteter. Den sænkede hal gør, at byggeriet ikke bliver dominerende og gangarealet bliver et naturligt sted for tilskuere. Arkitektur og indeholder spiller sammen i et hus, der inspirerer til både at bruge krop og sjæl.”
Det er muligt at læse meget mere om Hørning Hallen i Lokale- og Anlægsfondens Årsberetning 2008. Forsidefotoet på årsberetningen stammer netop fra den nu prisbelønnede hal i Hørning.
- Værktøjer
- Til top



