Ændringer i Klublokale- og Værestedspuljen

Lokale- og Anlægsfondens bestyrelse har vedtaget en række præciseringer i forbindelse med uddelinger af tilskud til multibaner, udendørs trænings- og fitnessanlæg samt aktivitetspladser. Præciseringerne gælder fra 1. januar 2010.

Multibaner
Frem over vil der være flere krav, som en ansøger skal leve op til, hvis det skal være muligt at opnå støtte til etablering af en multibane. De øgede krav handler om, at multibanerne ikke kun skal tilbyde muligheder for flere forskellige boldspil, men nu også generelt flere bevægelsesaktiviteter end boldspil alene. Derudover skal multibanerne etableres med sociale opholdsmuligheder i sammenhæng med aktivitetsarealerne.

For at opnå støtte fra 1. januar 2010 skal multibanerne leve op til følgende kriterier:

• Banerne er multifunktionelle, det vil sige med mulighed for forskellige boldspil og bevægelsesaktiviteter.
• De giver sociale opholdsmuligheder i umiddelbar sammenhæng med aktivitetsarealerne.
• De fremstår åbne og frit tilgængelige.
• De kan ikke forhåndsreserveres/bookes ud over almindelig skoletid (hverdage kl. 8 - 15).
• De er styret af en brugerbestyrelse.
• De er i funktion i mindst 10 år.

Udendørs trænings- og fitnessanlæg
Også i forbindelse med tilskud til etablering af udendørs trænings- og fitnessanlæg vil det fremover være et krav, at der er sociale opholdsmuligheder i umiddelbar sammenhæng med aktivitetsarealerne. Derudover skal de udendørs trænings- og fitnessanlæg være udstyret med overdækning, der giver ly for vejret.

For at opnå støtte fra 1. januar 2010 skal udendørs trænings- og fitnessanlæg leve op til følgende kriterier:

• Anlæggene skaber mulighed for fysisk træning og fitnessaktiviteter.
• De giver sociale opholdsmuligheder i umiddelbar sammenhæng med aktivitetsarealerne. 
• De er udstyrede med en overdækning, der giver ly for vejret.
• De fremstår åbne og frit tilgængelige.
• De kan ikke forhåndsreserveres/bookes.
• De er styret af en brugerbestyrelse.
• De er i funktion i mindst 10 år.

Aktivitetspladser
Det er fortsat ikke muligt at opnå støtte til etablering af almindelige aktivitetspladser. Det bliver fremover et krav for at opnå støtte til bevægelsesorienterede aktivitetspladser, at de - udover boldspil - byder på flere bevægelsesaktiviteter, friluftsaktiviteter, fitness- og fysiske træningsaktiviteter og idrætslige lege. Aktivitetspladserne skal appellere til bevægelse i en bred brugergrupper på tværs af alder. Der skal være sociale opholdsmuligheder i umiddelbar sammenhæng med aktivitetsarealerne.

For at opnå støtte fra 1. januar 2010 skal aktivitetspladser leve op til følgende kriterier:

• Aktivitetspladserne er multifunktionelle, hvilket betyder, at de giver mulighed for flere forskellige slags aktiviteter i form af boldspil, bevægelsesaktiviteter, friluftsaktiviteter, fitness- og fysiske træningsaktiviteter og idrætslige lege.
• De appellerer til bevægelse i en bred brugergruppe på tværs af aldersskel.
• Der giver sociale opholdsmuligheder i umiddelbar sammenhæng med aktivitetsarealerne.
• De er placeret åbent og frit tilgængeligt.
• De kan ikke forhåndsreserveres/bookes ud over almindelig skoletid (hverdage kl. 8 - 15).
• De er styret af en brugerbestyrelse.
• De er i funktion i mindst 10 år.

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners