Atletik

Atletik består af et antal aktiviteter inden for disciplinerne: Løb, Spring og Kast. Alle disciplinerne udføres individuelt og en del af løbedisciplinerne endvidere som hold (løb).
Om discipliner på atletikstadion henvises til de aktuelt af DAF vedtagne discipliner for børn, ungdom, seniorer og veteraner.
Om Stadiongeometri og omfang af opstribning for discipliner samt udstyrs- og rekvisitbehov mv. henvises til publikationerne: IAAF: "Track and Field Facilities Manual". IAAF: "Certification System - List of Certified Equipment". IAAF: "Handbook". DAF: "Reglement". DAF: "Forbunds-mappe".
Hvis et stadion skal anvendes til både atletikkonkurrencer og fodboldkampe, skal de til enhver tid gældende krav fra Dansk Boldspil Union, UEFA og FIFA vedrørende fodboldbaners størrelse tilgodeses.
Løb
Løbedisciplinerne omfatter ligeløb, rundbaneløb, stafetløb, hækkeløb og forhindringsløb.
Kast
Kastedisciplinerne omfatter kuglestød, vægtkast, hammerkast, diskoskast og spydkast.
Kuglestød og vægtkast
Begge discipliner udføres fra samme kastering og på samme nedslagsområde. Nedslagsområdet kan være stenmel, cinders eller græs.
Kastering monteres med optagelig stopplanke for kuglestød. Stopplanken fjernes ved udførelse af vægtkast.
Hammerkast og diskoskast
Begge discipliner kan udføres fra samme kastering med d = 2,500 m.
Ved udførelse af hammerkast ilægges ring for reduktion af diameter til d = 2,135 m. Alternativt kan anlægges 2 separate kasteringe bag hinanden.
Begge discipliner kan anvende samme nedslagsområde, der kan udføres med stenmel, cinders eller græs.
Kastebur - hammerkast (og evt. diskoskast)
Til konkurrencebrug skal der af sikkerhedsmæssige grunde anvendes et kastebur, der over alt er 7 m højt, og som er forsynet med svingfløje, som er 9 m høje og 2 m brede.
Når der er tale om et decideret træningsanlæg, hvor der ikke forekommer tilskuere, kan der eventuelt anvendes et lavere kastebur og eventuelt uden svingfløje.
Kastebur - diskoskast
Til konkurrencebrug, såvel som til træningsbrug, skal der af sikkerhedsmæssige grunde anvendes et kastebur, der over alt er min. 4 m højt.
Spring
Springdisciplinerne omfatter længdespring, trespring, højdespring og stangspring.
Afsæts- og blændplanker bør placeres under hensyntagen til såvel begyndere som elite i alle alders-klasser og for begge køn.
Påmalede afsætssteder kan ikke anvendes i konkurrencer, og bør ikke forekomme.
Højdespring
Landingsområdets minimumsstørrelse på 5,0 x 3,0 m måles på pudens overside. Landingsområdets tykkelse, inklusive eventuelt podium bør tilpasses hhv. børns og voksnes spring-højde.
Stangspring
Landingsområdets minimumsstørrelse på 5,0 x 5,0 m måles på pudens overside. Skråpuder er ikke inkluderet i ovennævnte.
- Værktøjer
- Til top




