Inspiration

DGI Huset Herning

DGI Huset Herning præsenterer anderledes vandkultur og svømning i et idrætshus, der også kan tilbyde rådgivning om sund livsstil samt behandling og genoptræning. DGI Huset Herning er mere end et stort idrætsanlæg på 6.000 m²  med mulighed for både indendørs og udendørs aktiviteter i vand, sand og på idrætsgulve. Det er et moderne alternativ til almindelige svømmehallers ensrettede bevægelser på lige baner i et firkantet bassin.

Hovedbassinet er på 800 m² og karakteriseret ved mange muligheder for at bevæge sig frit både i vandet eller til fods. I midten af bassinet er etableret en lille ø, hvor man kan opholde sig mellem svømmeturene. Selv om bassinet ser ud til at være designet til ren legende svømning med mulighed for en rundtur på 93 meter, er det muligt at etablere et 25 meter undervisningsbassin samt arealer til vandboldspil og vandaerobic. Der er også en modstrømskanal, der kan gøre svømmeturen lidt mere udfordrende.

I tilknytning til det store bassin ligger der et mindre børnebassin samt et varmtvandsbassin. De, der kan lide det store højdesus i maven, bliver ikke snydt for et udspringsbassin med klatrevæg og vandtrampolin. Der er mulighed for at tage varme bade under åben himmel på den store tagterrasse, som et led i de wellnesstilbud, som DGI Huset også kan byde på.

Det nye hus, der føjer sig til rækken af store DGI-idrætsbygninger i København, Aarhus og Aalborg, er meget mere end vandkultur. Der er en bevægelsessal til yoga, dans og boldspil. Bevægelsessalen kan omdannes til en beachvolleyarena med fast tilskuertribune.

På første og anden sal finder husets brugere et fitnesscenter med både styrketræning og holdtræning samt spinning, endnu en sal til dans og wellnessafdelingen med sauna, dampbad, kold- og varmtvandsbassin og massagerum og en lounge med pejs. Helt på toppen er der ved siden af de udendørs varme bade etableret et idrætsgulv, der i sommerhalvåret kan benyttes til fx yoga eller gymnastik under solens varme stråler.

DGI Huset Herning
Pris 177,9 mio. kr.
Fondens støtte 10 mio. kr.
Areal 6.000 m²
Bygherre Herning Kommune
Arkitekt Aarstiderne Arkitekter
Beliggenhed Herning, Midtjylland. 

Info

Arkitekt

Aarstiderne

Opført

2010

Region

Midtjylland

Anlægssum

177,9 mio. kr.

Tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden

10 mio. kr. 

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners