Inspiration

Lysløjpe i Greve

Det er koldt, det er mørkt, det er sent. Men det trækker i kroppen, musklerne længes efter at blive brugt. Man vil gerne ud at løbe.

Men skovstierne med det gode underlag er mørke, og på de oplyste veje og stier er man udsat for trafikkens uddunstninger og risici, og det hårde underlag er heller ikke det mest optimale. Så det er ikke underligt, at det kræver ekstra vilje og motivation at komme ud, når vinterens mørke er faldet over veje, stier og skove.

For at få gjort noget ved de dårlige vilkår for vandrere og løbere om vinteren tog Idrætspolitisk Idéprogram (der nu er nedlagt) og Lokale- og Anlægsfonden kontakt til en række kommuner for i fællesskab at udvikle forskellige modeller for, hvordan man kunne etablere en lysløjpe.

Der blev opstillet en række forhold, der som minimum skulle være opfyldt, for at en ansøgning om en lysløjpe kunne opnå støtte. Bl.a. skulle lysløjpen være 2-3 km lang, ligge i et bynært skovområde, have et blødt løbeunderlag og give mulighed for, at en skurvogn/pavillon til omklædning kunne placeres i nærheden af stien med tilstødende mulighed for bil- og cykelparkering. Kravene til belysningen på banen var, at lyset skulle udvikles og placeres, så det ikke ville skæmme skoven og samtidig gøre det muligt for vandrere og løbere at færdes trygt og sikkert på stien.

I det tre år, der er gået siden initiativet tog sin begyndelse, er der etableret fire lysløjper rundt omkring i landet: Fredericia, Herning, Esbjerg og den i Greve, der er vist på nedenstående billeder.

Lysløjpen i Greve er 2,1 km lang, og den ligger i det rekreative område Rævebakken. Området er i forvejen kendetegnet ved at blive brugt til forskellige rekreative aktiviteter som løb, cykling og gang. Gennem sin centrale placering i Greve midtby og ved Greve Idræts Center vil løjpen kunne være til glæde for alle borgere. I Greve opstilles endvidere en træningspavillon, der dels kan bruges sammen med lysløjpen dels for sig selv.

Info

Opført

2002

Region

Greve Kommune

Anlægssum

Kr. 866.000

Tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden

Kr. 433.000

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners