Hindemosen
Spejdergruppen Stjernegruppen i Odense vandt i 2003 konkurrencen om "Fremtidens Spejderhytte". Konkurrencen og det efterfølgende projekt resulterede i et moderne spejderhus, der har bevæget sig væk fra den traditionelle stil, men samtidig holder fast i de værdier, der kendetegner spejder- og friluftslivet. Samtidig er der tale om mere end et spejderhus, da der også er brugere udenfor spejderverdenen.
Spejderhuset er opført i Hindemosen og ligger i det mest børnerige kvarter i Odense, kun to kilometer fra byens centrum.
Huset er bygget som to selvstændige bygninger, der bliver bundet sammen af en lukket gård. Glaspartierne er store og kan åbnes, så der bliver god forbindelse mellem ude- og indemiljøerne. Den ene bygning indeholder et fælles samlingsrum, moderne køkken samt toiletter. Den anden bygning rummer patruljelokaler til de ældste spejdere og administrationslokaler. Gårdrummet er delvist overdækket og udført, så det er muligt at overdække hele pladsen. Bygningerne er opført i beton, der formår at lægge sig ind i det omgivende landskab.
Hindemosen har vundet flere arkitekturpriser. Bl.a. arkitekturprisen In-situ i 2008. Prisen uddeles af Dansk Byggeri til det bedste formstøbte betonbyggeri. En pris, der tidligere er tilfaldet berømte bygningsværker som kunstmuseerne Aros og Ordrupgaard.
Arkitekt
Sophus Søbye Arkitekter
Opført
2007
Region
Syddanmark
Anlægssum
Kr. 3,5 mio.
Tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden
Kr. 1,7 mio.
- Værktøjer
- Til top
















