Lergrav, Gram
Ny formidlingsform og tilgængelighed også uden for åbningstiden.
Midtsønderjyllands Museum har opført en ny bygning på 360 m² til deres lergravsmuseum, som ligger i forbindelse med en tidligere lergrav i udkanten af Gram. Museet havde i forvejen et nyere mindre træhus på stedet, som fungerede som formidlingssted i forhold til lergraven. Huset er genanvendt i det nye byggeri og fremstår som en integreret del af huset.
Det særlige ved Gram lergrav er, at leret er aflejret i et delta for over 6 millioner år siden og indeholder fossiler fra datidens havdyr - bl.a. skeletter fra hvaler, sæler og skildpadder. Museets hovedindhold er formidlingen omkring fossilerne og deres tilblivelse, datidens flora og fauna og den relaterede geologi.
Lergraven er åben for publikum til selv at gå og grave efter fossiler i de uanede mængder af ler, hvor museet er behjælpelig med ekspertise og redskaber. Og netop denne mulighed for direkte at inddrage publikum i at finde fossiler i leret er en særlig kvalitet ved stedets museale indhold og formidling.
Ud over stedets funktion som museum har Fonden påvirket projektet til, at museumsbygningens åbne udformning er blevet tilrettet, så publikum, også uden for åbningstid, kan få et indtryk af museets indhold. Publikum kan betragte den udendørs udstilling og få adgang til rindende vand og toiletforhold, der vil gøre stedet til et omdrejningspunkt for brugen af det omgivende naturområde for bl.a. spejdere.
Huset er bygget over en trækonstruktion og fremstår som et let byggeri, der er tilpasset naturområdet ved lergraven. Projektet er i sin arkitektoniske og funktionelle udformning et overbevisende projekt, som fuldt ud lever op til Fondens kvalitetskrav, og som på fornem vis er tilpasset stedet og dets brug. Ud over egentlige udstillingslokaler, teknikrum og lokaler til personalefunktioner har museet et laboratorium og værkstedsrum til brug for publikum.
Ejerskabet og driften af Lergravsmuseet er forankret i en selvejende institution med en bestyrelse.
Projektet har i sin formidling særlige kvaliteter, stedets åbenhed uden for åbningstid og andre brugere. Det er endelig et eksempel på et godt tværkommunalt samarbejde.
Arkitekt
Søren Andersen Arkitekter, Holstebro
Opført
2005
Region
Haderslev Kommune
Anlægssum
Kr. 5,6 mio.
Tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden
Kr. 1 mio.
- Værktøjer
- Til top








