Grønt klubhus i Pandrup
Grønt Klubhus i Jetsmark Idrætsforening er opført i forbindelse med Jetsmarkhallerne. Trange lejede lokaler på 40 m² til en idrætsforening med godt 500 medlemmer i 1998, hvoraf halvdelen børn, var en uholdbar situation. Der var et markant behov for nye og bedre klubhusfaciliteter.
En initiativgruppe kom med et oplæg til et nyt klubhus, og det skulle være et grønt byggeri. Det skulle endvidere leve op til den daværende regerings idrætspolitiske redegørelse fra februar 1997. Hensigten var, at alle medlemmer og besøgende skulle blive mindet om klubbens grønne målsætning.
Resultatet blev i et nært samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden et klubhus i to etager, der ved sin arkitektur blev et løft for det samlede idrætskompleks: Cedertræsbeklædt front, store vinduer, der giver masser af lys. Der er taget hensyn til handicappede og andre fysisk hæmmede, ligesom indretningen er præget af foreningens ungdomsafdeling.
På første sal er der klublokaler samt cafeteria, der har fin udsigt over området. I pauserne kan man gå ud og trække frisk luft på balkonen. Bad og omklædning, dommerrum og lignende findes i stueetagen, hvor der via mellemgang er adgang til hallen. En hensigtsmæssig placering til gavn for både klubhusets og hallens mange brugere. I alt 580 m².
Navnet Grønt Klubhus refererer til, at det er gennemført miljøvenligt lige fra materialeproduktion til opførelse og drift: Materialevalg, valg af inventar og indretning af køkken, vandforbrug, opvarmning mv. Grønt Klubhus er et godt eksempel på et gennemtænkt projekt, der kan være til inspiration for andre med grønne planer.
Byggeriet modtog Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers grønne pris i år 2000.
Arkitekt
KSØ Arkitekter ApS, Pandrup
Opført
2000
Anlægssum
Kr. 5 mio.
Tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden
Kr. 1,3 mio.
- Download
- Evaluering af projektetLæs blandet andet om Lokale - og Anlægsfonden krav om handicaptoiletter har medført en bredere brugergruppe end forventet.
- Værktøjer
- Til top







