Sjakket, København
Lokale- og Anlægsfonden har i et banebrydende samarbejde med Fonden Realdania, Egmont Fonden og Sygekassernes Helsefond udviklet og støttet et unikt projekt, som kombinerer rammerne for socialt arbejde med et samlingssted for idræts-, musik- og fritidsaktiviteter i et lokalområde.
En tidligere fabriksbygning, som de seneste 8 år primært har dannet rammerne om et socialt arbejde for udstødte unge på Nørrebro og Københavns Nordvestkvarter, kaldet Sjakket, forandres med projektet til en lokal fritidsfacilitet samtidig med, at Sjakket opretholder sine aktiviteter på stedet.
Der er tale om et enestående ombygningsprojekt af en bevaringsværdig fabriksbygning, som bliver rammen om et nyt og uprøvet lokalefællesskab mellem lokale fritidsaktiviteter og socialt arbejde. Til grund for støtten ligger desuden projektets placering i et storbyområde med meget få faciliteter, at projektets primære målgruppe er børn og unge, og at projektet er tilført ekstra kvaliteter gennem det første danske fondssamarbejde, hvor fondene fra starten har kunnet bidrage med deres respektive ekspertiser til at forbedre projektet.
Da den selvejende institution Sjakkets Aktivitetscenter for 8 år siden købte den tidligere fabriksbygning i Københavns Nordvestkvarter med hjælp fra bl.a. Egmontfonden, trængte den til en istandsættelse, og Sjakket har siden løbende været i kontakt med forskellige fonde for at få finansieret en ombygning og renovering af stedet.
I 2003 besluttede Sygekassernes Helsefond, Fonden Realdania, Egmont Fonden og Lokale- og Anlægsfonden i fællesskab at udarbejde et projekt, der kan hjælpe Sjakket og samtidig skabe faciliteter, der kan række ud over Sjakkets daglige brug. Idéen var, at projektet kunne tilføres ekstra kvaliteter, hvis fondene hver især fra starten kunne bidrage med deres respektive ekspertiser.
Med en løbende dialog mellem de fire fonde påtog Fonden Realdania og Lokale- og Anlægsfonden sig at være sparringspartnere for bygherre og rådgivere i udarbejdelsen af et projektforslag. Lokale- og Anlægsfonden har særligt påvirket projektets funktionelle udformning ud fra ønsket om at gøre stedet til en facilitet til brug for de aktive i lokalområdet.
Det er målet, at den ombyggede fabrik skal bruges til lokale idræts- og fritidsfaciliteter spændende fra almindelige trænings- og turneringsaktiviteter, musikaktiviteter og arrangementer af mere tværgående karakter, som kan gøre brug af husets mange muligheder. Sjakket skal samtidig fortsat drive sit sociale arbejde på stedet med skoleundervisning og aktiviteter omkring idræt og musik, som giver de unge positive sociale relationer og succesoplevelser. En thaibokseklub, som også på nuværende tidspunkt holder til på stedet, skal fortsætte i de nye og bedre lokaler.
En væsentlig aktør i tilblivelsen af nye aktiviteter i området er Kvarterløft Nord-Vest, som dækker den del af Nordvestkvarteret, som Sjakket ligger i. Kvarterløftet har allerede et godt samarbejde med Sjakket og udviklingen af nye aktiviteter magen til det succesfulde idrætsprojekt i kvarterløft Holmbladsgade. Her har en konsulent medvirket til at igangsætte en lang række nye aktiviteter i området. Denne konsulent er nu ansat i forbindelse med Kvarterløft Nord-Vest.
Grundplanet på den tidligere fabriksbygning er på knap 1.000 m² udformet som to rundbuede sammenhængende tvillingebygninger. Efter den gennemgribende ombygning vil bygningen i stueplan fremstå med en aktivitetssal på ca. 360 m² med loft til kip i den vestlige fløj. Seks store porte mod vest kan forbinde gårdrummet og aktivitetsrummet med hinanden, så der kan foregå aktiviteter på tværs mellem ude og inde.
I bygningens østlige fløj er et aktivitetsrum på 300 m², som bliver velegnet til kampsport og bløde bevægelsesformer som gymnastik, dans m.m., der ikke kræver så stor loftshøjde. I husets midte mellem de to aktivitetsrum ligger der en række parallelle depotrum på i alt 80 m², som med adgang fra begge sider også kan skabe forbindelse mellem aktivitetsrummene til brug ved særlige lejligheder. I stueplan er der desuden toilet- og omklædningsfaciliteter og klub- og mødelokaler.
På 1. sal er den østlige fløj indrette til Sjakkets undervisnings- og sociale aktiviteter: Undervisningslokaler, opholdsarealer og kontorfaciliteter fordelt på omkring 270 m². I den vestlige fløj er der desuden et klub- og mødelokale på ca. 30 m² til brug for husets øvrige brugere. På 1. sal mellem de to bygninger er der en stor tagterrasse til ophold. I 2. sals højde ligger der oven på de to tvillingebygninger en containerlignende tilføjelse til bygningen, som bliver på omkring 65 m². Den skal rumme studie og øvelokale til musik.
Projektet er vurderet til at være af særlig høj kvalitet på såvel det funktionelle som arkitektoniske område. Fonden Realdania ser selve bygningen som et bevaringsværdigt og tidstypisk eksempel på fabriksbyggeri i Danmark i 1930'erne, som med projektets arkitektoniske hovedgreb tilføres et nyt liv, der fremhæver bygningens særlige kvaliteter.
Ejerskabet af bygningen vil fremover blive placeret i en ejendomsfond, som skal drive bygningen. Bestyrelsen i denne fond vil blive sammensat af repræsentanter for husets brugere.
Arkitekt
PLOT A/S
Opført
2007
Region
Københavns Kommune
Anlægssum
Kr. 23,1 mio.
Tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden
Kr. 4 mio.
- Værktøjer
- Til top












